Nogle funktionaliteter vises ikke i Internet Explorer - brug en af disse browsere for at få den bedste oplevelse: Chrome, Safari eller Firefox. Vi beklager ulejligheden.

Hvad får du ud af et Book en ekspert-kursus?

"Jeg er blevet bedre til at tale med kunder"

Pil Brix Purup, erhvervs-ph.d-studerende og bygningsingeniør i Alectia, har deltaget i formidlingskursus som del af Book en ekspert.​

Som en af de første deltagere i Book en ekspert, var Pil Brix Purup på kursus i foråret og har efterfølgende været på besøg hos fire 8. klasser på Parkvejens skole i Odder.

Til daglig er Pil Brix Purup ansat som bygningsingeniør i Alectia og er i gang med en erhvervs-ph.d på Aarhus Universitet.

Oprindelig var det hendes afdelingschef i Alectia, der opfordrede hende til at deltage i Book en ekspert.

"Book en ekspert har lært mig ikke at drukne modtageren i detaljer."

Både kursus og besøg i folkeskolen har givet Pil Brix Purup erfaringer, der er direkte brugbare i det daglige arbejde, blandt andet i mødet med kunder:

“Kurset har styrket min evne til at kommunikere med mennesker, der ikke har samme faglige forudsætninger, som jeg selv har. Som mange andre ingeniør har jeg nok tidligere været tilbøjelig til at ridse alle forudsætningerne op, før jeg kom til konklusionen. På kurset lærte vi blandt andet ikke at drukne modtageren i detaljer, men derimod hurtigt komme frem til de vigtigste pointer.”

Hvad er det vigtigste formidlingsredskab, du har fået med dig fra kurset?

“Vi arbejdede med begrebet ‘Hey you’, der handler om at finde en måde at fange modtagerens interesse hurtigt," fortæller Pil Brix Purup og uddyber:

"Det kan være med et simpelt spørgsmål, der tager udgangspunkt i en fælles forståelsesramme, og som inddrager modtageren fra starten. Mit besøg hos 8. klasserne begyndte derfor med, at jeg skrev en masse ord om klima op på tavlen og bad dem kommentere dem, de allerede kendte. Desuden er jeg blevet bedre til at holde kunstpauser i løbet af mine oplæg, som giver modtageren tid til refleksion.”

Hvor meget tid har du brugt på forberedelse?

“Sammenlagt brugte jeg omkring 10 timer af min fritid inden mit første besøg. Men de timer er givet godt ud.

For det første kan jeg genbruge det næste gang, jeg skal ud på en skole, og de formidlingsmetoder, jeg har arbejdet med i forberedelsen, bruger jeg nu blandt andet forud for kundemøder, og når jeg underviser på universitetet.”

Hvordan forløb dit første skolebesøg?

“Jeg havde god opbakning fra lærerne, og det var nødvendig, da det var 80 elever, jeg skulle styre på én gang.

Eleverne var utrolig engagerede, hvilket var en positiv overraskelse, da jeg havde frygtet, at de ville synes, mine øvelser var kedelige. De skulle blandt andet regne energibesparelser ud ved at opmåle vinduer, gulvarealer og tælle lamper, og de kom op med nogle kreative forslag.

Desuden var eleverne virkelig sjove, så jeg var faktisk helt høj, da jeg kom hjem.”

Har det været tiden og energien værd?

”Ja, det synes jeg. Det har givet mig mere selvtillid i forhold til at skulle kommunikere. Og selvom det lyder lidt højtragende, har det været spændende at være med til at motivere de unge.

Jeg håber da, at nogle af dem bliver mine fremtidige kolleger.”

Datoer for næste kurser

Skriv dig op til at modtage mere info når vi har nye datoer i kalenderen.

Tilmeld her

Kontakt

Lise Brennum

Projektleder, Book en ekspert & partneransvarlig

lise@engineerthefuture.dk 2388 4492